Sov Som Et Svin

På Fiskbæk Naturskole og Gråsten Landbrugsskole kan I kombinere en tur på landet med overnatning i det ”fri”. Her kan I nemlig overnatte i grisehytter – med andre ord prøve at sove som svin. Hytterne ligger på et lille grønt område midt på Landbrugsskolen, kun få meter fra naturskolen.
Her er de placeret rundt om et stort klimatelt. Både telt og hytter er egentligt tiltænkt frilandsgrise, men bare rolig – de har aldrig set skyggen af en gris, men det kan I komme til.
Her er nemlig både tamdyr og ”vilddyr” og vi kan byde på masser af sjove, spændende og lærerige oplevelser i naturen og landbruget omkring Fiskbæk.

Faciliteter og muligheder 12 frilandshytter, heraf 2 høje hytter (2m). Hytterne kan rumme mellem 2 og 4 personer, alt afhængig af pladsbehov og antal overnatninger.
Med til hytterne hører der også madrasser til 30 personer.
Husk at medbringe soveposer, lommelygte mm. Hytterne ligger kun få meter fra naturskolen, hvor der er adgang til 3 toiletter med bad.
Selve naturskolen består af et stort, rummeligt lokale med et hyggeligt pejsehjørne.
I lokalet kan der ”bænkes” omkring 60 personer. Naturskolen og hytterne ligger midt mellem Gråsten Landbrugsskole og den hertil hørende gård. På gården er der malkekvægstald, grisestald og en mindre stald med heste.
Overnatning i frilandshytterne kan efter ønske kombineres med nogle af naturskolens spændende, sjove og lærerige forløb. Til landbrugsskolen hører også et godt køkken, der bespiser omkring 100 kostskoleelever.
I det daglige serveres god gedigen landkost, men køkkenet spænder vidt og tilbereder gerne maden efter særlige ønsker og behov.

PRISER
Hverdage Første døgn/overnatning uden forplejning – 75,- kr. pr. pers.
Efterfølgende døgn/overnatninger uden forplejning – 50,- kr. pr. pers.
Første døgn/overnatning med fuld forplejning – 200,- kr. pr. pers.
Efterfølgende døgn/overnatninger med fuld forplejning – 175,- kr. pr. pers.
Weekender og helligdage Døgn/overnatning uden forplejning – 100,- kr. pr. pers.
Døgn/overnatning med fuld forplejning – 290,- kr. pr. pers.

Fuld forplejning indebærer morgenmad, selvsmurt madpakke, eftermiddagskaffe og aftensmad.